ET HUNDELIV

En side med fortællinger og oplevelser, der har betydet meget for os.

 

Læs om (klik på det, du ønsker at læse om):
Vores første tur til Finland
En border collie gyser
Hel familie ramt af hundegalskab/Hel familie gået i hundene

 

 

Juni 2002: Vores første Pikkupaimenen Family Reunion

Da vi fik vores første Border Collie i 1998 (Bluewyle Basic Rhythm so Blue), købte vi hende nærmest ”rundt om hjørnet” hos vores gode ven Johanna Allanach. Vel var vi ikke med til fødslen, men telefonisk blev vi hele tiden holdt underrettet om antal hvalpe, køn og farve, og i de kommende 8 uger besøgte vi hvalpene jævnligt og fulgte med i deres opvækst. 

Da vi fik vores anden Border Collie i 2000 (Pikkupaimenen Peach Delight) var det også Johanna der var involveret, men denne gang fordi hun sammen med Sari ejede Whizz (Pikkupaimenen Chokolate Shake). Vi kendte Whizz godt fra flere ferieophold i vores hjem, så da vi hørte hun skulle have hvalpe, var vi naturligvis fyr og flamme. Vi måtte eje en af de hvalpe, og da vi alligevel var begyndt at se os om efter hund nr. 3, kontaktede vi Sari og fik lov til at få en hvalp – hvis der var nok! 

Underligt, men også spændende, var det at følge sin hvalp på den afstand. Selv om Toni og Virpi var søde til at fortælle om, hvordan det gik  og sende billeder, så var der altså meget langt fra Danmark til Finland, og da vi endelig nåede til den dag, hvor vi skulle ud i lufthavnen og hente hende, var vi nærmest rævnefærdige af spænding. 

Men yndig var hun, og i løbet af ca. 2 minutter var hun gået lige ind i vores hjerter. Vi havde døbt hende Meghann, og vi elskede hende fra første øjeblik. Godt præget, kærlig og nem at arbejde med. Hun var bare min drømmehund. 

Så da Meghann var blevet 2 år, og vi hørte om muligheden for at deltage i en family-reunion i Finland var vi ikke i tvivl: vi måtte afsted, og den 13. juni 2002 startede turen. 

Den startede ellers rigtigt dårligt: vi kom en time for sent hjemmefra, der var regnvejr hele vejen op gennem Sverige og en masse vejarbejde, og der var også vejarbejde i Stockholm, så en del af vejskiltene var pillet ned – bl.a. dem, der viste vej til vores færge til Finland. 

Så 5 minutter før ”seneste mødetid” kastede vi bilen ind gennem billetkontrollen, og uden at vi nåede at få Meghann ud på en luftetur kørte vi direkte ind på færgen. En lang nat lå foran os. Meghann var urolig, kahytten var ussel og færgen var meget lidt hundevenlig. Nå pyt – næste morgen vågnede vi op og var i Finland. Vi fandt et sted at få morgenmad og kørte så de sidste 300 km. mod Rekola dog-sport-center. Nu kunne intet gå galt, og det gjorde det heller ikke. Uden problemer fandt vi stedet og ankom først på eftermiddagen som de første. 

Vi satte os i bilen og sov indtil vi kunne høre en bil dukkede op. Da vi ikke havde mødt nogen af de andre deltagere før, var vi naturligvis meget spændte på, om vi kunne finde ud af, hvem det var, der kom. Men bilen var knap nok standset, før Riikka, Jari og Johanna steg ud, og snakken gik, som om vi altid havde kendt hinanden. En bedre modtagelse kunne vi ikke få. 

Den første opgave gik ud på at finde ud af, hvor Sari skulle bo, og derefter at få den til lejligheden fremskaffede hospitalsseng bakset på plads. Næste opgave var at få de mange køleskabe i det store køkken til at virke. Kun ét voldte problemer, men da vi endelig fandt kontakten i loftet ovenpå kølerummet, var det bare at sende Bent op på en klatretur for at tænde.  

En tredje – og meget vigtig opgave – var at finde ud af hvor vi skulle sove. Da vi jo var nogen af de første, som var ankommet, havde vi frit valg. Vi valgte et dejligt hjørneværelse på 1. sal med udsigt over søen og  markerne. 

Endelig kom ambulancen med Sari, og så manglede vi bare nogle flere deltagere. De fleste kom dumpende i løbet af fredag eftermiddag og aften, og resten lørdag formiddag. Til sidst var alle værelser næsten fuldt belagt. De sidste måtte endda sove i saunaen nede ved søen. 

Bent kørte af sted med Jari og Minna for dels at hente agilityforhindringerne og dels købe de sidste ting, der manglede. I mellemtiden blev der hilst på en masse nye venner, både 2- og 4-benede. Der blev også lavet en besøgsordning hos Sari med en seddel på døren. Var sedlen uden på døren var der adgang forbudt. Sad sedlen på indersiden kunne vi bare gå ind. Selvfølgelig under behørig hensyntagen til, at alle gerne ville besøge Sari. Dette kunne forstås uden sprogproblemer. 

Det med sproget havde været en af vores største betænkeligheder. Kunne vi mon overhovedet kommunikere med finnerne? Det viste sig, overhovedet ikke at være noget problem. De fleste talte engelsk, nogen en smule svensk, og resten talte fingersprog. 

Aftensmaden var det første af en lang række gode måltider. Med gode hjælpere i køkkenet og en god sponsor, fik vi hver dag dejlig og rigelig mad. Samtidig kunne vi altid gå i køkkenet efter the eller kaffe eller hvad vi nu havde lyst til. 

Om aftenen lavede vi en lille præsentationsrunde med dem, der var kommet. Alle var meget aktive hundefolk, og det var meget spændende at høre, hvor meget de forskellige fik lavet med deres hunde. I modsætning til i Danmark, hvor de fleste Border Collie ejere dyrker agility, lydighed eller hyrdearbejde, så laver man i Finland meget sporarbejde. Men også agility og lydighed. Jeg er overbevist om, at Pikkupaimenen-ejere må være verdens mest aktive hundefolk! 

Trætte og mætte af indtryk og en lang rejse gik vi til ro omkring midnat, men vi nåede dog lige at konstatere, at det på trods af det sene tidspunkt, ikke var mørkt som i Danmark.  

Lørdagen gik med træning, besøg hos Sari og snak med mange forskellige mennesker. Da vi koncentrerede os om agility-træningen, kan jeg ikke fortælle noget som helst om dem, der trænede noget andet, ud over at de var vandvittigt tidligt oppe om morgenen, og de blev ved til langt ud på aftenen. 

Selv havde jeg stort udbytte af Pasi’s undervisning (med hjælp af Jaana som oversætter). Meghann gjorde et godt stykke arbejde, selv om det var meget varmt, og selv om hun indimellem skulle flirte lidt med Osku (P.P. Sir Titanium). Og det er altid dejligt at få træningsmæssigt ”input” fra nye øjne, der ikke på forhånd kender alle mine og hundens svage sider, men som bare siger: gør lige sådan!   

Et stort højdepunkt lørdag var, da de nye fine Team Pikkupaimenen t-shirts ankom. De blev hurtigt fordelt, og kort tid efter kunne man se mange deltagere med de flotte t-shirts på. 

Lørdag aften startede for vores vedkommende med Elena’s dejlige foredrag om hundemassage. Især om vigtigheden af udstrækning af hundens muskler. Vi mennesker er tit tilbøjelige til at forvente toppræstationer af vores hunde, uden at vi giver dem de optimale muligheder for at yde disse toppræstationer. Vi lærte noget om vigtigheden af udstrækning af hundens muskler og hvordan vi gør det. Elena gennemførte sit foredrag på engelsk, bare for vores skyld, og vi var meget taknemmelige for dette. 

Senere lørdag aften blev der tændt op i grillen i haven, og selv om vi ikke følte, at vi kunne spise mere ovenpå aftensmaden, så gled pølserne alligevel ned i det gode selskab. Mens drengene var i saune lavede pigerne en lille slalomkonkurrence. Det er faktisk meget svært at løbe hurtigt gennem slalompindene, når man ikke er en hund. Efter hård omkamp blev Elena kåret som vinder, og hun delte storsindet ud af sin gevinst, som var en pose slik. 

I løbet af aftenen blev der grint meget, og  sproget var ingen hindring for at forstå hinanden. Sproget var heller ikke noget problem, da der var en storstilet balletforestilling. På en stor halmballe, som var placeret lige uden for Sari’s vindue, fremførte Toni uddrag af Svanesøen, meget følsomt og med stor indlevelsesevne. Ikke en der så det, vil nogen sinde glemme dette yndige optrin. 

Ca. kl. 2 om natten måtte vi overgive os til sengene, men jeg tror der var nogen, der blev ved endnu længere. 

Søndag formiddag gik på samme måde som hele lørdagen. Der blev stadig trænet flittigt, bl.a. flyball. Og et hvalpemotivationshold blev der også plads til. Flere og flere kom til, bl.a. mødte vi en hund fra Sari’s første kuld: P.P. Mr. Pickwick (Piki). Det var fantastisk at opleve, at familiefølelserne er lige stærke, lige fra første til sidste kuld hvalpe. 

Der blev taget mange mange billeder. Jeg tror, at alle hunde blev fotograferet til Sari’s samling af billeder. Og mange deltagere skulle fotografere deres hunde sammen med familiemedlemmer. Meghann blev da også fotograferet med kuldsøster Hera, med mormor Cola og med sine onkler Rontti og Jesse. 

Alt for hurtigt blev det tid til at bryde op. Ambulancen kom efter Sari, og alle gjorde rent i hele huset. Der blev givet mange knus og der var en del tårer, efter hånden som folk tog afsked med hinanden. Måske fordi vi havde mødt hinanden for første gang, men alligevel hurtigt havde opdaget, at vi havde et fællesskab omkring vores hunde, som gjorde at vi følte os ”i familie”. Og dertil med bevidstheden om, at der kunne gå lang tid, før vi så hinanden igen. 

Det bedste var dog, at Riikka og Minna allerede nu begyndte at tale om: ”næste gang, så gør vi……” og selv om der måske går et par år inden næste gang, så ved vi nu, at vi vil tage af sted og møde familien. Vi har også allerede bestemt, at vi selv vil bruge en større del af vores ferie på at se mere af dette smukke land. 

For vores vedkommende var ferien dog ikke helt slut. Vi skulle overnatte hos Sari fra søndag til mandag, inden vi satte næsen sydover mod Danmark. Det var fantastisk for os at få lov til at lære Cola og Mike rigtigt at kende, og især at se Meghann sammen med sin mormor. Der var mange ting ved Cola, som vi kunne sammenligne direkte med Meghann. Samtidig udstrålede Cola en stor autoritet over for de to ”unge” hunde (Mike og Meghann), der begge omgik hende med stor respekt. 

Søndag aften gik vi tur med hundene og Hanna, som sørgede for at vi vidste, hvor vi kunne gå hen. Mandag morgen kunne vi så selv gå en lang tur med alle 3 hunde. Søndag aften og mandag formiddag blev brugt på at kigge på billeder. Vi så på Sari’s billeder, og hun så på de 2 albums vi havde medbragt til det samme. De var en del tomme pladser i vores album bagefter! Til gengæld kan vi se, at Meghann’s side hurtigt blev opdateret med nye billeder. 

Mandag ved 14-tiden var det tid til opbrud. Det blev til mange knus og tårer, men også til løfter om at komme igen. Og det gør vi! 

Vi vil gerne benytte denne lejlighed til at sige tak til alle vores mange nye venner: Toni og Virpi (som vi havde skrevet med i forvejen), Riikka og Jari, Minna, Katja og Jesse, Miia, Lea, Pasi og Jaana og alle de andre, som vi desværre ikke kan huske navnene på. Men især tak til Riikka og Minna, som havde lagt meget arbejde i dette flotte arrangement. I kan være stolte af jer selv – I havde gjort et flot stykke arbejde. 

Vi ses igen til den næste Pikkupaimenen family-reunion.

 

August 2000: En sand gyser!

Da vi for ca. 2½ år siden købte vores Bessie, var vi nærmest med til fødslen.  D.v.s. Johanna ringede flere gange i løbet af dagen for at fortælle, hvor mange hvalpe, der nu var kommet. Vi besøgte hvalpene regelmæssigt – næsten 1 gang om ugen – og vi valgte hende selv. Det var dejligt, med den tætte kontakt, både til hvalpe og opdrætter, og vi nød at følge de små hvalpes udvikling fra små pibende klumper til legesyge, kåde og dejlige 8-ugers hvalpe. 

Da vi for 8 dage siden hentede vores Meghann, var det lige ved at blive en gyser til sidst. 

Nå, men vi må hellere begynde med begyndelsen: Vi havde længe talt om en hund mere i familien, og da vi hørte, at Johanna’s Whizz (Pikkupaimenen Chokolate Shake) skulle til Finland for at have hvalpe, var vi straks fyr og flamme. Vi måtte eje en hvalp fra det kuld. Faderen skulle være en flot finsk dreng ved navn Juku (Macabee Bobbysocks). Han så i hvert fald knaldgodt ud på billeder, og vi kunne læse en masse godt om ham og hans kuldsøskende på opdrætterens hjemmeside. 

Gennem Johanna kom vi i kontakt med den finske opdrætter (længe leve e-mail). Hun ville selvfølgelig gerne vide lidt om os, før hun ville sælge os en hund, så vi sendte lange romaner og mange billeder til Finland. Heldigvis lod det til, at vi var accepteret, og så var det bare at vente på, om der overhovedet var hvalpe – og i givet fald hvor mange. 

En scanning viste, at der var hvalpe, og den 15. april i år nedkom Whizz så med 4 dejlige hvalpe: 1 dreng og 3 piger. Heldigvis var vi blandt de første 4 på listen over mulige købere, så der var én til os. Nu skulle vi bare vente på at få at vide, hvilken hvalp det blev. Alle 4 var velskabte og smukke, så for os var det ligegyldigt – bare vi fik en hund! 

Da hvalpene var ca. 7 uger fik vi at vide, at det blev den ene af tæverne, der skulle være vores, og så var det bare at gå i gang med alle de praktiske arrangementer omkring betaling, transport o.s.v., og den 21. juni skulle hun så komme til Danmark. Hendes navn var Pikkupaimenen Peach Delight, og vi har døbt hende Meghann. På billederne så hun utroligt sød ud, så vi glædede os helt vildt. 

Onsdag den 21. juni gik vi rundt med sommerfugle i maven og ventede på, at der skulle blive ringet fra Finland, at nu var hun afleveret i lufthavnen.  Vi vidste, at hun skulle flyve ca. kl. 15.00 og hun ville lande ca. kl. 16.00. Da vi blev ringet op, var der noget med tidspunkterne, der ikke lød rigtigt, så Bent ringede selvfølgelig til Finnair og fragtselskabet, der bekræftede, at vores tider var rigtige, men de kunne sandelig ikke se, om der var nogen hund med! Gys og gru. 

Nå, men vi satte kursen mod Kastrup, alt imens vi kimede fragtselskabet ned med ca. 10 minutters mellemrum, for at se, om de dog ikke på et eller andet tidspunkt havde fundet vores hund. Ca. ud for Ishøj var vi så langt, at man kunne se, at der var afleveret en hund i Helsinki, men man kunne altså ikke se, om den var med flyveren – og ved skranken hos fragtselskabet blev vi ikke meget klogere. Der sad en rigtig ”skranke-finke”, der var mere optaget af at flirte med de forskellige vognmænd, end af at finde vores hund. Uha, jeg måtte virkelig lægge bånd på mig selv. Hun påstod hårdnakket, at man kunne virkelig ikke ringe til Finland for at spørge, om hunden var med flyet. 

Så var det vi gik en tur og fik noget frisk luft. Hver gang der landede en flyver kiggede vi, om den var fra Finair. Men der var ikke noget ved at gå der ude på spidsen af Amager uden hunde, så vi vendte snart tilbage til fragtselskabet igen. Så kom heldigvis den gode nyhed (ca. 15 minutter efter at flyveren var landet): Hun var med – men vi kunne godt regne med, at de havde 2 timers udleveringstid! Nå, men nu vidste vi jo, at hun var der, så nu kunne vi bedre sætte os ned og slappe af. 

Og bedst mens vi sad der og ventede, stod der pludselig en lufthavnsmedarbejder med en hundekasse i hånden. Han havde set hende i flyet, og synes at det var synd, at hun skulle vente på de normale procedurer, så han havde givet hende lidt vand og taget hende i sin bil og kørt over til fragtfirmaet. Hurra for ham. 

Ud af kassen i en fart kom en lille dejlig hvalp, der var lidt betuttet, men ellers ved godt mod. Gyseren fik alligevel en ”happy ending”. 

Det var en anderledes måde, at købe hvalp på en første gang. Men samtidig har det skaffet os venner både i Finland og USA (hvor en af Meghanns søstre endte), som vi nu korresponderer med jævnligt – og som vi utroligt gerne vil mødes med.

 

Medio juni 2000: Hvordan det hele begyndte!
(
Indlæg i Border Collie News nr. 2 - juni 2000)

Kan I se overskriften for jer på forsiden af Ekstra-Bladet:

Hel familie ramt af hundegalskab
eller
Hel familie gået i hundene 

Da Annette og Carsten nu har ladet stafetten gå videre til os, må vi hellere fortælle om vores familie’s vej gennem en total forandring.

For bare 5 år siden, 1996, var vi en ganske almindelig familie med en far, en mor, et barn, en hund og en – mente vi - passende bil (Fiat Tipo). Hunden var en dejlig labrador-blanding, der hed Ally. Han var 72 cm. over skuldrene og vejede 46 kg. i sine velmagtsdage, og han var lige så rar som han var stor. Hans hale havde en omkreds som et damehåndled, og når han logrede, så kørte halen rundt som en propel. Men i 1996 var han blevet en gammel dreng på 11 år, og han havde efterhånden en del skavanker, som dyrlægen trods ihærdig indsats ikke kunne reparere, så i december måned lod vi ham gå til de evige hundemarker, hvor han nu hygger sig. Om natten bliver han til en stjerne, og så sidder han oppe på himlen og blinker til os. 

Nu skulle vi i hvert fald have en hundefri periode. Der var faktisk ingen grænser for alt det man kunne foretage sig, når man ikke havde hund, som f.eks. …………. nej, det kan jeg ikke lige komme i tanke om. Men fakta var, at da der var gået 8 dage, så var vi nærmest desperate. Vi kunne høre den gamle hund gå rundt i huset (og vi tror ellers ikke på spøgelser og gengangere). Så vi en hund på den anden sige af gaden, så kastede vi os nærmest over den, bare for at få lov til at røre. Så selvfølgelig måtte vi have hund igen. 

Ved tilfældighedernes spil fik vi Siffer, som på det tidspunkt var 2 år, og som boede hos en familie, der ikke havde tid til hende. Hun er en sort retriever-blanding, som – da vi fik hende – var lidt ”skarp” og bestemt ikke særlig børnevenlig – hvilket Siffers tidligere ejere ”vist nok” havde glemt at fortælle os. Det betyder også mindre nu, fordi efter at have overøst Siffer med kærlighed og vist nok også have fordoblet den månedlige omsætning i hundekiks i den lokale brugs, blev hun til den kærlige og tillidsfulde hund, som vi har nu. Alle vore hundevenner kan i hvert fald ikke forstå, når vi fortæller, hvordan Siffer var lige da vi havde fået hende! 

Ad omveje fik vi begyndt på agility, og så var det, at vi for alvor begyndte at gå i hundene! 

For når man først har fået smag for denne dejlige sport, så må man jo også have en hurtig hund, og hvad kan så være bedre end en border collie ?  Vi så os godt omkring, og endte så med Bessie.

 Hold da op, et kulturchock vi fik !  Pludselig var det jo ikke nok bare at give hunden mad, kærlighed, masser af lufteture og træne 1 time en gang om ugen. Den skulle jo også aktiveres !  Nå, men vi lærte og lærte og blev hele tiden klogere og klogere. Stakkels Bessie, der skulle være prøveklud for vores manglende hundeviden. 

Heldigvis fulgte der et hot-line abonnement med, da vi købte Bessie. Mange e-mails og telefonsamtaler er det blevet til med Johanna, hver gang vi havde et problem. Som regel kunne hun svare os med det samme, men heldigvis havde hun også et netværk, som hun kunne trække på. Samtidig var vi jo omgivet af kompetente og hjælpsomme hundemennesker i BC-klubbens lokaludvalg for midtsjælland, ikke mindst Emmy og Johanna, så til jer og alle de andre vil vi bare sige: tak fordi I bar os igennem. 

Og med Bessie fulgte mange nye oplevelser, som vi ikke havde drømt om, at vi skulle igennem.

Udstillinger (det bliver nu aldrig vores store nummer), lydighedstræning og prøver, agilitystævner og andre arrangementer, som vores lokaludvalg er flittige med at arrangere – og ikke mindst en masse nye venner (og sikkert også nogle fjender), som har givet vores liv en helt ny dimension.  

Apropos dimensioner – så kunne vi før sagtens være i vores Fiat Tipo med hund og familie uden større problemer, når vi skulle nogen steder. Men nu til alle disse arrangementer skal der være plads til bur, telt, stole, sækkevogn og øvrig stævneoppakning, der åbenbart kun kan være i en middelstor sportstaske. Løsningen blev derfor, at vi oven i alt andet også måtte investere i en stationcar ! 

Familien synes, at vi er nærmest vanvittige, men det kan vi godt leve med, for vi synes nemlig, at vi har et godt hundeliv. 

Samtidig er vi blevet ”bidt” af racen, som vi jo faktisk ved en tilfældighed kom i forbindelse med, så derfor er historien endnu ikke slut, for når man først går helt i hundene, så er det nemlig svært at komme op igen, så derfor har vi nu bestilt vores næste hund. Den bliver født i Finland forhåbentlig lige før påske, så i midten af juni skulle han gerne være på vej til os. Og vi glæder os – faktisk endnu mere end forrige gang, for denne gang ved vi, hvad vi glæder os til.  

Da vi selv er så fascinerede af disse dejlige hunde, og lige nu ikke kunde forestille os at have nogen anden hunderace, vil vi gerne give ”Stafetten” videre til Erik og Inge-Lise i Sorø, som vi ved  før har haft andre hunde, men også er endt i Border Collie fan-klubben.

 

 

STARTSIDE