LIDT OM OS SELV

Hvem er vi?

Andreas Blom Larsen

Andreas er født i 1988, mens vi stadig boede i Ringsted. Da han var 3 år flyttede vi til Sorø, hvor han kom i Søndergade Børnehave. Efter 2 år mere flyttede vi til Bisserup, og Andreas kom i børnehaven Kirkeskoven. Senere gik han 0.-6. klasse på Kirkeskovskolen og 7.-9. klasse på Eggeslevmagle skole i Skælskør.

Andreas’ store interesser er spejder og Tolkien’s univers.

Han er spejder på 13. år i Tornemark, og er efterhånden avanceret til leder i troppen. De var i 2007 på en super spejderlejr i Kandersteg i Schweiz, hvor Andreas planlægger at rejse ned som frivillig hjælper i en periode efter studentereksamen.

Andreas har altid været en læsehest, hvilket hans dansklærere både på Kirkeskovskolen og på Eggeslevmagle Skole altid har været begejstrede for. Og han var ikke ret gammel, før Tolkien blev hans favorit-forfatter. Han er dog også glad for at læse alt muligt andet indenfor samme genre.

Andreas startede i sommeren 2007 sit tredje år på Sorø Akademi - og på sin mors fødselsdag den 19. december 2007 bestod han sin køreprøve, og kan nu være selvbefordrende (når forældrene altså ikke skal til stævne eller andet).

I sin fritid arbejder Andreas som terminalmedarbejder på ARLA-terminalen i Slagelse.

 

Bent Bo Blom Larsen

Bent er født i Sorø og vokset op tæt på Kongskilde Maskinfabrik, hvor hans far var ansat.

Efter studentereksamen måtte Bent nødvendigvis være noget med tal, da han altid har haft ”tal på hjernen”. Derfor er Bent uddannet som revisor, men arbejder nu i Korsør Forsyning A/S som økonomichef.

 

Marianne Blom Larsen

Marianne er født på Bornholm, hvor hun boede til hun var 19 år. Så rejste hun til Sjælland for at uddanne sig, og der blev hun hængende.

Rent arbejdsmæssigt har hun været lidt rundt, bl.a. via forsikringsbranchen og turistbranchen, men er også i ”noget med tal”. Hun arbejder nu som bogholder hos D-S Sikkerhedsudstyr A/S.

 

Vores fælles liv

Bent og Marianne mødte hinanden i 1987, da de i en periode begge var ansat i Zürich Forsikring, og blev gift i 1988. På det tidspunkt havde Bent en hund (Ally), som var en stor gul labradorblanding, lige så rar som han var stor. Ally levede et godt hundeliv som elsket familiehund indtil december 1996, hvor han blev aflivet p.g.a. sygdom, 11 år gammel. Derefter fik vi Siffer, som satte gang i hele vores ”hundegalskab”.

Vores store interesse er agility, men derudover dyrker vi selvfølgelig den grundlæggende lydighedstræning, for uden den kan det ikke lade sig gøre at løbe agility med sin hund. Indimellem bliver det også til en lille smule Heelwork to Music (dogdancing) og Rally lydighed.

 

Her bor vi

Vi bor i Bisserup, en lille by på kysten mellem Næstved og Skælskør. Se mere om Bisserup her: www.bisserup.dk. Her har vi ca. 10 minutters gang til stranden og 5 minutter til skoven, og det kan man faktisk godt blive forfalden til. Stranden er ikke ens 2 dage om året, og hundene elsker en tur i bølgerne.

Vores hus er et Panbo træhus, som vi købte i 1996. Det ligger lige midt i et pænt villakvarter, hvor naboerne er meget bedre til at holde deres haver, end vi er. Men vi trives i vores hus og vores have, som er mest græsplæne og så lige nogle æbletræer og lidt rabarber.

 

STARTSIDE